Spørgsmålene er ofte de samme, men svarene varierer i takt med lov- og retsmæssige ændringer
Hvad gør man hvis der er forsinkelse i nybyggeri?
En af de problemer man kan opleve, når man køber en bolig på plantegning, er at datoen for levering af boligen overskrides.
Bygherre sikrer sig altid godt i sine kontrakter og de har altid ekstra tid i forhold til leveringsdatoen, hvilket typisk er omkring 6 måneder for byggeriet og omkring 3 måneder for papirarbejdet. Det kan sagtens være mere; der findes mange forskellige kontrakter.
read more…Skal vi tage hensyn til omkostningerne ved ejerforening og IBI, når vi ser en ejendom med et bureauet?
Vi mener, at ejendomsmæglere, når de sætter en ejendom til salg, allerede burde have omkostningerne for ejerforeningen og vide hvad der betales af IBI, da hvis disse oplysninger kommer efter de 10% er blevet betalt, for eksempel i en privat kontrakt, bliver tingene komplicerede.
read more…Hvad er LPO og hvilken betydning har den i forhold til turistudlejning?
Licencia de Primera Ocupacion (LPO) er et meget vigtigt dokument der attesterer at konstruktionen er i overensstemmelse med byggetilladelsen, og at bygherren at udført det projekt der var givet autorisation til.
Det er ligeledes et vigtigt dokument i forbindelse med at registrere boligen til turistudlejning.
Kan jeg få Plusvalía-skat tilbage hvis den tilbageholdes ved salget af min bolig?
Plusvalía er en kommunal skat, der betales af sælgeren, hvis denne er ikke-resident. Ifølge loven tilbageholder køberen denne skat for efterfølgende at deponere dem ved den kommune ejendommen ligger i.
read more…Skjulte mangler i gensalgsboliger
I Spanien handles gensalgsbolig i udgangspunktet som beset. Det betyder, at du køber, hvad du ser. Viser det sig, at blandingsbatteriet ikke virker, eller en stikkontakt ikke fungerer når du flytter ind, vil det efterfølgende være svært at kræve, at sælgeren ordner det.
Hvis du er i tvivl om husets stand, og især hvis der er tale om en ældre villa, anbefaler vi, at du bestiller en arkitektrapport. Dermed efterses de vigtigste ting som fugtighed, husets struktur osv. I visse tilfælde, kan man, hvis begge parter går med til det, underskrive en købskontrakt med forbehold for arkitektrapport.
Husk dog at alt kan skrives ind i kontrakter. Du bør derfor altid have den praktiske anvendelse af kontrakten med i betragtning. Ofte indføjes betingelser der er svære at gennemføre, og det kan åbne døre til unødvendige problemer i fremtiden.
Hvad sker der, hvis jeg køber eller sælger med møbler?
Når du køber en bolig, hvor indbo udgør en separat del af værdien, skal du kun betale 4% skat af indboets værdi. Du vil så måske tænke, at der derved er mulighed for at spare nogle penge, men glem ikke, at når du sælger igen, vil du skulle betale skat af din fortjeneste, altså på forskellen mellem købsprisen og salgsprisen. Det betyder, at det du sparer nu, måske vil skulle betales senere.
read more…Skal jeg dokumentere, hvor pengene kommer fra for at købe boligen?
Ja, der er tale om europæiske regler mod hvidvaskning af penge, og selvom det undertiden er lidt ubehageligt, er vi alle (advokater, banker, notar og ejendomsmæglere) forpligtede til at have information om, hvor pengene kommer fra.
Det kan gøres det med dokumentaiton i form af selvangivelse, arv I har modtaget, salg af aktier, salg af bolig eller andet etc.
Som advokater skal vi have disse dokumenter før vi modtager penge fra klienter. Har vi ikke det er der risiko for, at midlerne kan blive blokeret i banken. Yderligere kan skattemyndighederne når som helst rekvirere dokumentation.
Kan man lave et fælles testamente i Spanien?
I Spanien, er testamentet et personligt dokument, uanset om man er gift eller ej. Derfor skal hver enkelt person oprette sit personlige testamente.
Vil der være forsinkelser i overdragelsen af nybyggeri på grund af coronakrisen?
Force majeure gør det muligt for bygherren at udskyde levering af nybyggeri. Der er ikke udelukkende tale om alarmtilstandens varighed, men også den tid det tager dem at genetablere de normale arbejdsbetingelser (ansættelser, bestilling af materialer osv.). Med hensyn til renoveringsprojekter, såsom udskiftning af køkken, badeværelse osv., gør det samme sig gældende.
Bør man oprette et testamente?
Ja, vi anbefaler at oprette testamente i Spanien, for de spanske værdier. Det er hurtigt, nemt og økonomisk. Det giver dig mulighed for at bestemme, hvad der skal ske med dine værdier, så arvingerne undgår problemer.
Kan man sidde i uskiftet bo i Spanien?
Ikke som man kender det i Danmark, da der i Spanien sker et faktisk skifte og overdragelse af goderne. Man kan dog indsætte sin ægtefælle som enearving, så man på den måde sikrer hinanden.
Kan man oprette et testamente for sine værdier både i Danmark og Spanien?
Ja, det er muligt, men vi anbefaler altid, at testamentet i Spanien udelukkende omfatter de spanske værdier.
Kan man oprette flere testamenter?
Ja, men kun det sidst oprettede vil være gyldigt.
Hvem kan oprette testamente?
Unge over 14 år, som anses for at have den nødvendige fornuftsevne, hvis der oprettes testamente foran notaren. Skulle personen efterfølgende blive erklæret inhabil, vil testamentet stadig være gyldigt. Hvis der oprettes håndskrevet testamente, skal man være myndig.
Hvornår skal arveafgiften betales?
Indenfor seks måneder fra dødsfaldet. Betales der senere vil beløbet blive tillagt forholdsmæssige omkostninger.
Hvor meget betales der i arveafgift?
Det kommer an på værdien af arvemassen og tilhørsforholdet til afdøde. Ægtefælle og børn har et afdragsfrit beløb, som varierer alt efter personen.
Hvilke omkostninger er der i forbindelse med salg af min ejendom?
Hvis sælger ikke er fastboende i Spanien, vil der automatisk blive tilbageholdt 3 procent af salgsprisen som skat af fortjenesten. Hvis der ingen fortjeneste har været, kan man efterfølgende søge om at få beløbet retur. Hvis de 3 procent udgør et større beløb end den egentlige fortjeneste, vil det blive reguleret, når man præsenterer selvangivelse.
Man skal også betale værdigstigningskat, som er en kommunal skat, og som udregnes af kommunen i henhold til den offentlige ejendomsvurdering og de antal år, man har eget ejendommen.
Hvad er et NIE og hvorfor skal jeg have et?
Et NIE er et personligt spansk identifikationsnummer (spansk cpr-nummer), som altid vil være det samme og tilhører dig, uanset om du bor i Spanien fast eller ej. Dette er et krav for alle, der har økonomisk aktivitet i Spanien, som f.eks køb af ejendom eller bil, oprettelse af selskab, eller ved modtagelse af arv.
Kan man oprette en fuldmagt i et andet land?
En fuldmagt kan oprettes ved den spanske konsul eller foran en notar i det pågældende land. Den skal efterfølgende legaliseres ved landets udenrigsministerium, hvor der skal påføres det særlige Apostille-stempel.
Hvor længe kan en retssag vare?
Det kommer an på flere faktorer og ikke på, hvor hurtigt din advokat arbejder. Det afhænger blandt andet af, hvor hurtigt retten arbejder. Generelt anses sagsbehandlingen for at være langsom – dog afhængig af sagens karakter.